Michael Frederiksen er manden bag KaSano Kommunikation. I Frederikshavn kalder de fleste ham Mif. Navnet stammer fra hans fortid som sportsjournalist på Frederikshavns Avis.

Skarp pen
Mif var dengang - i begyndelsen af 90'erne - kendt for sin skarpe pen. Der var meninger og holdninger i sportsreportagerne om mandagen. I første omgang til stor ærgrelse for de spillere, det gik ud over. Men i længden fremtvang stilen respekt. Og læserne satte pris på den offensive taktik.

Masser af energi
I dag er Mif blevet lidt mere rund, når han udtrykker sig. Heldigvis udstråler han fortsat stort engagement, herlig begejstring og masser af energi. Det gælder både på skrift, i radio/tv eller som konferencier/speaker. Se indslag på TV2/Nord her.

Stammer fra Holbæk
Mif er - og bliver aldrig - frederikshavner, men han elsker byen. Det er ingen i tvivl om. Han sætter stor pris på opgaver, som giver byen god omtale. Hans energiske stil stammer utvivlsomt fra Holbæk, hvor han er født og opvokset.

Den Kgl. Livgarde
Mif blev i 1986 sproglig student fra Stenhus Gymnasium i Holbæk. I 1987 tog han HH på Holbæk Handelsskole, og bare tre timer efter den afsluttende eksamen begyndte han i Den Kgl. Livgarde. Typisk, Mif. De fleste ville nok have ventet nogle måneder, men Mif er hurtig på aftrækkeren og har den holdning, at alt kan lade sig gøre.

Skole i Sverige
I 1988 tog han hul på et spændende år på journalistlinien på Nordiska Folkhögskola i Kungälv i Sverige. Skoleåret sluttede i maj 1989, men allerede 30. april begyndte Mif som sportsjournalist på Frederikshavns Avis. Første opgave var et lokalopgør i serie 2 mellem Strandby og Nielstrup.

Tre uger i Brasilien
Senere i journalistkarrieren ventede mere spændende og eksotiske opgaver. Mif var i 1995 tre uger i Brasilien, hvor han - som den eneste danske journalist - var med på sidelinien, da det danske ungdomslandshold i kvindehåndbold vandt VM-sølv. Med på holdet var bl.a. Lotte Kiærskou, Tonje Kjærgaard og Kathrine Fruelund samt A-landstræner Ulrik Wilbek.

Laudrup og Schmeichel
Solo-interviews med Prins Henrik, Brian Laudrup og Peter Schmeichel hører også til højdepunkterne. Det samme gør den direkte dækning på P3 af en række afgørende sportskampe, bl.a. AaB's guldkamp mod Lyngby og et par ishockeyfinaler med Frederikshavn.

Bryllup i gågaden
I 2004-2008 droppede Mif journalistikken til fordel for jobbet som handelschef i Frederikshavn. Et stort og unaturligt spring mente flere, men han klarede det. Mif stod bag en række sjove og anderledes arrangementer i Frederikshavn: Isskulpturfestival, bryllup i gågaden, nøglelotteri med en bil i hovedpræmie og 50 julemænd, som besøgte Frederikshavn i 30 graders varme.

Kanal Frederikshavn
1. januar 2009 gik Kanal Frederikshavn i luften. Det er en byportal i Frederikshavn med nyheder, web-tv, arrangementer, blogs, debat med mere. KaSano Kommunikation har det redaktionelle ansvar for www.kanalfrederikshavn.dk


 
KaSano Kommunikation - Silovej 8 -  4. etage - 9900 Frederikshavn - Tlf. 20 77 40 50 - E-mail: mif@kasano.dk